Der har været et par tråde om dette. Så nu laver jeg en tråd til at samle info. Og prøver at smide en del info ind om forskellige ting.
BILLETKØB:
Køb direkte fra Lazio, altid.
- Online: (link længere nede)
- Butik: Lazio Style 1900 (Via Guglielmo Calderini, 66/c, 00196 Roma RM, Italia)
Der er andre Lazio Style butikker, men den her kender jeg i hvert fald, og det er vist hovedbutikken.
Der er vist også en butik i nærheden af hver af metrostationerne "Ottaviano" og "Spagna".
Og der er nogle butikker udenfor byen også.
Da jeg var i Rom, så blev noget at dette diskuteret:
Detaljer:
Købe online eller i butik i Rom, og i begge tilfælde så officielt fra klubben. For ellers så kan du nemt blive snydt, da du reelt slet ikke kan købe billetter lige nu.
Jeg ville personligt købe online, så det er ude af verden. Skulle billetten blive annulleret og refunderet, så kan man altid købe i butik i Rom i stedet. Dog husk, at der står på billetten, at den SKAL være udskrevet og tydelig. Derfor kan man fint have billetten på sin telefon, men dog også have en udskrevet kopi i en plastiklomme i ens taske, bare for en sikkerheds skyld.
Lazio har i denne sæson ikke sæsonkort, og derfor er der en lidt alternativ situation, hvor billetter først bliver sat til salg for dem, som havde sæsonkort sidste sæson, og så derefter til resten. Derfor kan du ikke købe lige nu.
Derfor kan du ikke købe billet før ca. en halv uge før kampen. Så snart billetter til kampen kan købes, så vil de være tilgængelige her:
https://www.sslazio.it/en/tickets-and-stadium/prices-and-matches (engelsk)
https://www.sslazio.it/it/biglietteria/prezzi-e-gare (italiensk, hvis engelsk ikke virker)
I ugen hvor kampen spilles, så kan man dagligt kigge på de links, for at se, hvornår billetterne bliver tilgængeligt. Mit gæt er torsdag den uge, men det kan være tidligere.
Fx kan der være en tidligere hjemmekamp, hvor "Buy Tickets" står i guld i stedet for sølv. Det vil sige, at billetter til denne kamp kan købe nu.
Dog vær opmærksom på, at en del af onlineformularen for at købe billetter kan være på italiensk, men det er ikke værre end google translate kan redde dig.
Yderligere, du skal bruge billed-ID for at købe billet og have dette ID med dig på stadion. Brug dit pas og tag dit pas med. Ellers kan de blive noget rod, og du skal ikke forvente, at manden i porten på stadion nødvendigvis kan eller gider tale andet end italiensk (typisk er det ikke tilfældet, men man skal passe på med sine forventninger).
OBS!
Spilletidspunktet for kampe bliver også ofte først fastlagt tæt på, så jeg ville også afvente at købe billet indtil at tidspunkt er helt defineret. Da kampen måske kan blive spillet om mandagen eller fredagen, hvilket kan have indflydelse på rejseplaner og muligheder.
OBS!
Det er typisk ikke forventet, men en kamp kan blive regnet som "højrisiko" op til 3 dage før kampen spilles. Dette betyder, at alle onlinebilletter annulleres, billetter skal købes fysisk i Rom senest dagen før, og der er ingen udefans. Dette sker typisk kun, når et romersk hold skal spille imod Napoli (jeg har stået udenfor Olimpico til en Lazio-Napoli kamp og ikke kunne komme ind, da det pludseligt hele blev højrisiko... Det var ikke fedt!).
Det er bare værd af vide, så når kampen er fastlagt, så er det vigtigt, at man stadig er i Rom dagen før. Og billetsalget kan lukke ret tidligt (17:00 eller 19:00 - og i italien så lukker de hellere 15 min før, end 5 min efter), og der er nok lukket, hvis det er helligdag.
Så rejser man til Rom for at se Lazio, så ville jeg være i Rom 2 dage før kampen. Have en dag til at ankomme, og derefter en dag til se på alt det smukke gamle lort, som Rom er fyldt med. Så kan man samtidig få købt billetten dagen før kampen, hvis det hele pludseligt bliver højrisiko.
ANDEN INFO:
COVID, stadion regler, admin, kultur m.m.:
Der var en anden tråd, hvor vi skrev en del information, men den virker slettet nu (venligst lad vær med at slette denne tråd, tak). Der er nemlig en del at tage højde for, når man skal på stadion pga. ændringer i reglerne som følge af COVID. Fx så kan det tage en del tid at komme ind på stadion, og derfor er det vigtigt, at man dukker op, når det står på en billet, at man kan komme ind (dog vist du kommer efter, så kommer du stadig ind, men det kan godt tage lang tid).
Da jeg var i Rom i efteråret, så var der 3-5 tjek (COVIDpass, ID, sikkerhed og billet). Dog tror jeg, at reglerne er blev lempet lidt siden da.
Følg med i, hvad regler er i Serie A op til kampen, og hvis du får 2 svar/uklarhed, så forbered på det værste af begge. For generelt i Italien, så hvis man forventer det værste, så går alt perfekt, og gør man ikke, så går alt totalt i kaos. Italienske forhold til regler og orden er nemlig en smule autoritære, hvor det i nogle situationer kan blive et kæmpe bøvl, hvis man gør en lille ting forkert. Og nogen gange så er man bare heldig, at man kan snakke med dem, som står for en administrativ opgave og finde en løsning. Men det afhænger 100% af hvem, som man tilfældigvis skal arbejde med, og det har du ingen kontrol over.
Og du kommer ingen vegne med brok og råb, men meget langt med "please and thank you". Det er trods alt Sydeuropa. Og det bedste at du kan gøre er at få folk omkring dig på din side, hvis der er et problem, da de så også kan føre dine argumenter på italiensk (hvilket er meget bedre) for dig. Det er trods alt deres kultur, at man finder ud af tingene blandt de folk, som står med dem, fremfor når reglerne blev skrevet. Dog skal man være klar til at gå på taktisk kompromis, så alle giver sig lidt og kan være venner bagefter. (Det er ikke for sjov, at "vendetta" er et italiensk ord - hvis respekt og få respekt, vis disrespekt og få det igen)
Sektioner af stadion:
Det er også vigtigt at være opmærksom på, at Olimpico er et stort kompleks udover bare fodboldstadion, og derfor så skal man over forskellige broer og forskellig transport, hvis man skal til Curva Nord/nordlige Distinti; sydligetribuner; eller langside.
Er du ikke bekendt med Lazio gennem længere tid eller italiensk ultras, så hold dig fra Curva Nord (hvis du ikke følger strømmen på deres ønskede måde, så kan du blive voldsomt upopulær). Hvis du vil have en billet til 30-40 euro (det Lazio-Juve, at jeg var til kostede vist 40 for denne type billet) og tæt på stemning, så vælg en af de 2 "Distinti Nord" (hjørnerne op til Curva Nord). Hvis du vil betale 60-80 euro (tror jeg det må være til denne kamp, nok realistisk 80 euro), så er der Tribune Tevere. Den anden langside er et stor gigantisk VIP område, hvor det er svært at finde en billet til under 200 euro.
Transport til og fra stadion (kan være en del bøvlet):
Der kan også være en del politiafspærringer op til kampen, så bare vær der i god tid. Det kan være nemmest at tage en taxa fra Piazza Spagna til det italienske udenrigsministerium (som sjovt nok er lige nord for Curva Nord). Bare gør chaufføren opmærksom på, at der er fodbold ved Olimpico, da de nok skal over Ponte Flaminio.
Hvis du ikke har været i Rom før, så er det ret nemt at komme rundt med offentlig transport, da du kan komme til det meste med metro, mens resten er dækket af bus (som alt er dækket i samme billet), og det som ikke er, det er i gå afstand, hvor det gåturen er en del af oplevelsen. Og flere dags billetter kan købes i lufthavnen. Og det er næsten nødvendigt, hvis i lander i Ciampino (hvor billetten dækker bussen, som tager jer til metroen ved Cineville).
Så til kampen ville jeg tage metro to Piazza Spagna (Spanske Trapper - metrostoppet hedder bare "Spagna") og taxa derfra til Udenrigsministeriet. Begynder du at snakke om Olimpico, så sætter de dig af syd for, og så skal du gå 2-3 kilometer udenfor afspærringerne til at adskille udefans fra hjemmefans.
Alternativt kan man tage en bus fra Spagna til Piazza Mancini. Den går dog ikke konstant, og køreplaner kan til tider være blot vejledende, specielt når der er fodbold og store grupper fans stopper trafikken.
Denne bus er også vejen tilbage til byen og på metrosystemet. Dog sidst jeg var i Rom, så missede vi lige bussen fra Piazza Mancini og endte med at gå den halve time til Spagna.
* Kommer i til Rom i bil, så skal i ikke forvente, at i kan køre rundt i byen! I skal i hvert fald ikke drømme om, at i kan finde parkering... Så i så fald, sæt bilen ved hotellet og brug metroen til at komme rundt. Metroens priser er bestemt fair, og det er ret nemt.
Ekstra: gå i byen i Rom
Roms kultur er familieklaner og indelukkede fællesskaber. Hvilket også påvirker hvordan, at det er at gå i byen. Min erfaring er, at det grundlæggende er ret elendigt. De fleste steder handler mere om at blive set der, end at have en fest. Det er en hovedstad på 3 millioner mennesker, men det er det komplet modsatte af Berlin, som også er på samme størrelse. I Rom, så skal man allierer sig med nogle lokale, som så kan tage en til seje steder. Hvor det mere handler om dem, som man er i byen med, end stedet at man er.
Andre har forhåbentligt haft bedre oplevelser.
Og jeg har fundet steder, som var værd at besøge. Men det kan være svært at finde uden at google en del efter, hvad man specifikt søger. Italienere tager på restaurant og spiser mens man får noget vin, der er ikke så meget værtshuskultur.
"Bar" i Italien er en "café", hvor klientellet typisk drikker kaffe.
@Apo
Du er hermed tagget for at give mere info. Du plejer at være den, som ved mest ;)
Godt gået, dejligt at kunne dirigere trafik herhen fremadrettet :-)
@Pinzi til Lazio Jeg håber du altid vil have adgang til internet! Du er guld værd for vore lille danske Lazio samfund!
Og når man alligevel er i Rom.
Så tag en tur forbi Piazza Spagna, Panthenon, Fontaini di Trevi, Vatikanet og de 7 høje (hvor der var de 7 landsbyer, som blev samlet til Rom). Specielt Palatinerhøjen og Colosseum er nærmest en heldagsoplevelse alene.