Så er vi her. Den foreløbige kulmination på en masse hårde år finder sted i morgen på Olimpico. Det er nætter som disse Inzaghi, Immobile, Lulic og Radu har kæmpet så hårdt for de seneste mange år. At kunne byde de absolut største hold på besøg i Champions League. Og lad os være ærlige: selvom de forsvarende mestre har mistet lidt af pusten i den hjemlige liga, så kan vi ikke komme udenom at dette må være endestationen for Biancocelesti i denne sæsons Champions League.
Og netop derfor bør spillerne gå ind til kampen med al den motivation og glæde ved spillet som overhovedet muligt: Lazio har intet at tabe, al presset er på Bayern Münchens skuldre.
Det er også et Bayern München hold, som forresten netop lige har vundet VM for klubhold, der går ind til kampen med en del fravær: Douglas Costa, Müller, Gnabry, Tolisso og Pavard er alle ikke udtaget, mens Boateng for første gang i en rum tid er tilbage i truppen efter den tragiske nyhed om hans ekskærestes selvmord har betydet at han har holdt sig på sidelinjen. Det ændrer selvfølgelig ikke på at Bayern kan mønstre et skræmmende hold ført an af Lewandowski, Neuer, Goretzka og Davies.
Da det netop er Bayern München, der er storfavoritter til kampen kan det kun betyde én ting for Inzaghi: han skal have gang i omstillingsspillet igen, som vi så det mod Dortmund. Kampen i morgen vil på papiret minde rigtig meget om Lazios første kamp i Champions League denne sæson mod et stærkt hold, der vil have bolden og spille sig frem til chancerne. Hvis Lazio kan tvinge Bayern til at lave fejl, så vil Immobile, Luis Alberto, Lazzari og Correa være klar til at samle bolden op og tonse mod tyskernes mål.
Det der er så pokkers ærgerligt er dog at Lazios forsvar må siges at være i opløsning med skaderne til både Radu og Luiz Felipe. Som vi tidligere har skrevet om, så er der bare lang vej fra de to til de næste i rækken: Musacchio, Patric og Hoedt. Musacchio skal selvfølgelig stadig have tid til at vende sig til at spille i en ny klub, men mon ikke han får pladsen i venstre side af forsvaret, som mod Sampdoria? I det tilfælde er det en position, hvor han er ude af sin vante position i højre side.

I sidste ende er det heller ikke nok at de individuelle spillere løfter deres niveau, da det i sidste ende ikke er nok at vinde mod Bayern München med en pragtkamp af Patric, hvis Acerbi får en kamp under niveau. Der er behov for at alle spillerne løfter i flok og kæmper side om side - som vi tidligere har set det i svære kampe. Der er behov for koncentration og gåpåmod, og ikke misse de dumme markeringer, som vi så det mod Inter.
Der bør ikke være de store ændringer i opstillingen fra i lørdags mod Sampdoria andet end Lazzari ryger direkte ind på højre side, mens Marusic så skubber Lulic ud på bænken på venstre wingback. Derfor er det den rutinerede garde, der skal sikre Lazio en god kamp: Reina, Acerbi, SMS, Leiva, Luis Alberto, Correa og Immobile.
I morgen skal vi nyde kampen, ikke ende med en afklapsning og tro på at der trods alt er sket sensationer før i fodbold. Bolden er rund, begge hold går på banen med 0-0 fra start.
Forventet startopstilling:
Reina
Patric-Acerbi-Musacchio
Lazzari-SMS-Lucas-Luis Alberto-Marusic
Correa-Immobile
FORZA LAZIO!
Efterhånden må vi også stille spørgsmål ved Tare. Han har været en god mand men de seneste sæsoner har han fejlet fælt. Det må være på tide at prøve noget nyt. Har han lavet en god handel siden Acerbi og Lazzari?
Det har været alt for mange fejlkøb på det seneste. Og at manden vælger at holde ferie på et kritisk tidspunkt i transfervinduet viser hans manglende engagement. Det var aldrig sket tidligere.