Den uudholdelig pause er nu ovre. Lige midt i Lazios bedste form - måske siden guldæren i starten af dette årtusinde? - kom vinterpausen. Otte sejre i streg, en Supercoppa italiana tilføjet til pokalhylden, hvoraf der gemmer sig to 3-1 sejre over Juve iblandt. Serie A er tilbage, og det er med Lazio som et af de absolut mest toneangivende hold.
På papiret kunne modstanderen ikke være bedre: et oprykkerhold, der ikke for alvor har bidt sig fast i den øverste liga endnu, og et Lazio hold der er på tredjepladsen. Ordsproget og klichéen nyt år nye udfordringer er dog ligeså aktuelt til denne kamp som så mange andre lommefilosofiske hjemmesider disse dage, for Inzaghi skal undvære to af sine styrende spillere på midtbanen: den defensive general Leiva og troldmanden Luis Alberto, der begge modtog et gult kort i finalen mod Juventus og derfor sidder over med karantæne til denne kamp.
Hvis der er én ting disse Serie A optakter har været gode til er nemlig at pakke Europa League fiaskoen rigtig langt væk. Til lige netop denne kamp er det dog nødvendigt at kigge ned i de kedelige kendsgerninger, for spørgsmålet er selvfølgelig: har Lazio bredden til at begå sig i top 4 denne sæson? For godt nok har Cataldi og Parolo vist deres værd denne sæson - senest i Supercoppa finalen med et mål fra Cataldi og en assist fra Parolo - men de har endnu ikke vist niveauet til at være i start 11'eren.
For at understrege pointen ovenover så har Inzaghi haft Patric med i den defensive trio ved siden af Acerbi og Radu denne uge, da han vil kunne aflaste Parolo i de offensive løb og afleveringer, som Luis Alberto selv plejer at stå for. Europa League viste med al tydelighed at reserverne ikke kan løfte de store resultater, og hvordan vil det påvirke søndags frokostopgør?
I sidste ende kan vi selvfølgelig ikke komme udenom at det er en lettelse at det så lige netop er Brescia, der venter på søndag. Specielt når man tænker på at Napoli venter næste uge. Her bør Lazio selv med et par udskiftninger kunne klare udfordringen - alene på motivationen og den tydelige sammenhængskraft der findes på holdet i øjeblikket. Når lederne på holdet er Acerbi, Radu, Lulic og Immobile, så bør der være rimelig erfaring til at holdet dels ikke undervurderer Brescia og dels ikke mister al det spændende offensive fodbold vi fans har fået serveret de seneste måneder bare pga. at Leiva og Luis Alberto ikke er med fra start.
Hvis denne optakt blev skrevet i går var der muligvis blevet skrevet med lidt mere bekymrende miner, da Cataldi faktisk ikke har trænet hele ugen grundet en skade, mens Immobile ikke deltog til træning grundet forkølelse. Begge trænede dog fuldt med i dag, og derfor bør start 11'eren se således ud:
Strakosha; Patric-Acerbi-Radu; Lazzari-SMS-Cataldi-Parolo-Lulic; Correa-Immobile
Lazio søger sin niende sejr i streg i Serie A. Det er vanvittigt. Husk at nyd denne periode. Og så må spillerne for fanden ikke gøre mine bange anelser til virkelighed på søndag.
FORZA LAZIO!
Både Correa og Radu har efter kampen klaget over smerter efter et par hårde tacklinger (der blev begået 23 frispark mod Lazio i går, klar rekord for sæsonen). Det betyder at de lige nu begge er tvivlsomme til kampen mod Napoli på lørdag. Men lad os nu se.
Desuden har Lazio været ude officielt og taget afstand fra de fans, der angreb Balotelli i går racistisk, og forklaret at de vil sanktionere dem. Fin respons og utroligt at disse 'fans' føler at de skal gøre det. Som om der lidt er en holdning af 'Nu, hvor der er fokus på racisme, skal vi virkelig vise, hvor racistiske vi kan være'. Tåbeligt. Anyway, godt ledelsen ikke vender ryggen til det atter engang, men tager det seriøst.