Alle danske Laziali fik sig en kold spand iskold vand lige i smasken godt og vel 12-16 timer for tidligt. Hvor en kold dukkert måske havde været at foretrække under dagens hedebølge, så var det omvendt det sidste, der var brug for sent i går aftes, hvor Lazio måtte indkassere sit første nederlag i ni måneder i Serie A. Godt nok er det værdigt at tabe til hele Europas kæledægge, Atalanta, og samtidigt et resultat man sagtens kunne forvente inden coronakrisen, men det er nu ikke så meget det, der trykker. Det var måden kampen blev tabt på.
Lazio kom ud til kampen med samme energi og vildskab som inden corona og kom fortjent foran 2-0 efter 10 minutter. Alligevel faldt hele truppen sammen kort tid efter - og rejste sig ikke på nogen måde igen i løbet af kampen. Det er her den største bekymring kommer: spillerne virkede ude af form. Så meget at det er svært at se at den form lige kommer tilbage med det samme. Derudover manglede Inzaghi nogle klare svar fra sine indskiftere. Kun Caicedo gav nogenlunde energi til truppen, mens Parolo, Bastos, Lukaku og André Anderson alle manglede at vise noget brugbart med den tid de fik på banen.
Det er alt sammen noget der kun kan give dybe bekymringer hos Inzaghi. For hvis bare Lazio havde tabt efter at have givet kamp til stregen og pressede på for et mål på et tidspunkt i løbet af kampen - og om det så end var med hans stamspillere eller indskiftede spillere - så havde der været noget brugbart at tage med videre. Nu står man tilbage med en følelse af at Fiorentina kommer alt for tidligt - spillerne kan ikke nå at komme i form, og der er ingen reserver at pege på til at tage over.
Det leder så frem til den næste bekymring, som endda nok er den største når man ser på Serie As kampprogram de kommende seks uger: skadessituationen.
I forvejen var Marusic, Leiva, Lulic, Luiz Felipe, Adekanye og Moro ude med skader. De bliver ikke klar mod Fiorentina. Ovenikøbet måtte Lazio indkassere hele tre skader i går: Cataldi, der landte uheldigt efter en blokering af et Papu Gome indlæg, Correa og Radu, der begge mærkede til overbelastninger og bedte om at blive skiftet ud. Det giver en skadessituation, hvor fem stamspillere er ude (Correa, Leiva, Lulic, Radu, Luiz Felipe), og tre af deres reserver også er ude (Cataldi for Leiva, Adekanye for Correa og Marusic for Lulic).

Det er altså en uhyr stor regning Lazio har måtte betale under coronakrisen. Derfor er det vigtigt at Inzaghi fokusere på de ting, der rent faktisk fungerede - omend kun i 20 minutter - mod et af Italiens stærkeste mandskaber netop nu: wingbacksene viste at de er Lazios våben, der kan åbne ethvert forsvar op, SMS er som han er - verdensklasse i enkelte øjeblikke - og Lazio råder over et af Italiens bedste ledere i Acerbi, der konstant forsøge at opildne sine kollegaer. Derudover er det vigtigt at huske på at Atalanta havde en kamp i baghånden og allerede havde en kamp i benene. Hvis én kamp kan betyde at Atalanta kan levere sådan en præstation i går, er der også håb forude for at Lazio også relativt hurtigt kan finde formen igen.
Allerede i overmorgen gæster Fiorentina Olimpico i en kamp, der nu lige pludselig betyder langt mere end inden corona, og spørgsmålet er selvfølgelig om Immobile og hans holdkammerater allerede her kan finde formen. For at Lazio stadig skal gøre sig gældende, og have selvtilliden til, at ende i top 3, så skal der tre point i banken mod et Fiorentina hold, der skuffede i returen til Serie A med et 1-1 resultat mod Brescia. Et resultat der betyder at Viola efterhånden snart må kigge mere mod nedrykningsstregen end mod Europa. Det betyder samtidigt også at Fiorentina må investere i at hente point fra Olimpico og ikke nødvendigvis vil stille sig tilbage og sigte efter en 0-0. Det bliver dig et noget svækket angreb, da Federico Chiesa ikke er med, efter han modtog et gult kort mod Brescia og er ude med karantæne. Fiorentina træner Iachini må derimod ty sig til de to andre fremadstormende angrebstalenter Dusan Vlahovic og Patrick Cutrone.
Inzaghi må klynge sig mere eller mindre til de samme spillere, som i går og håbe og arbejde på at deres form hæves gevaldigt. Strakosha får genvalg, mens Patric, Acerbi og Bastos må udgøre midterforsvaret medmindre Vavro gør et indhop og tager midterpositionen i forsvaret og rykker Acerbi ud på Radus plads. Midtbanen giver næsten sig selv, hvor der virkelig ikke snart er andre muligheder end: Lazzari-SMS-Parolo-Luis Alberto-Jony. Her er de eneste andre løsninger de unge ørne: Djavan Anderson til højre wingback, André Anderson til midtbanen og Falbo til venstre wingback. I angrebet er det samme konklusion: Caicedo og Immobile. Her er der reelt ingen alternativer, hvis Correa, Adekanye og Raul Moro alle må kaste håndklædet i ringen allesammen.
I morgen bliver en vigtig dag på Formello, da det er her den eneste træningssession bliver gennemført inden kampen. Her vil det blive klart om Radu, Cataldi og Correa er ude eller om de som minimum kan starte på bænken.
Forventet startopstilling: Strakosha; Patric-Acerbi-Bastos; Lazzari-SMS-Parolo-Luis Alberto-Jony; Caicedo-Immobile.
Følgende spillere får karantæne, hvis de modtager et gult kort: Acerbi, Lazzari, Cataldi, Immobile og Caicedo.
Der er få ting, der kan sammenlignes med det chok man får når man får et iskold spand vand i hovedet på en glohed dag. Men kort tid efter finder man roen igen og lige pludselig bliver det behageligt igen. Lad os håbe at nederlaget i går mod Atalanta lige netop var det wake up call spillerne havde behov for - og at de spillere der er til rådighed kan spille 90 minutter uden skader.
FORZA LAZIO
Inzaghi forklarede efter kampen at han var nødsaget til at bruge Marusic, Radu og Correa selvom alle havde småskader. Det betyder at vi gamblede voldsomt i går for at hive de tre point hjem, da de højst sandsynligt ikke engang var blevet udtaget, hvis dette var et normalt skema.
Og viser også, endnu engang, at vi har en alt for smal trup til denne slutspurt.