Serie A 19/20: Milan-Lazio

Så er vi her igen. Optakten til Milan-Lazio i Serie A skal skrives. Skabelonen er nem, den kan genbruges hvert år: Lazio har ikke vundet dette opgør siden 1989, Milan er i øjeblikket ikke, hvad de har været, Lazio har gang i en fornuftig stime, finde en masse gode eksempler på det lige akkurat er i år, at forbandelsen bliver brudt, en forventet startopstilling, bum. Så er den optakt skrevet. Og hvorfor er det lige at skabelonen kan genbruges? Ja, for Lazio har jo aldrig formået at slå Milan i dette opgør, ligegyldigt hvor optimistisk vi ser på det. Sidst Lazio vandt dette opgør var Di Canio 21 år, Maldini scorede selvmål, internettet eksisterede ikke, muren var ikke væltet i Berlin, Schlüter var dansk statsminister og jeg var ikke født.

Inzaghi har egentligt haft et fint tag på San Siro - han har slået Inter på denne bane to gange i Serie A, og vi skal ikke længere tilbage end 24. april i år, hvor Lazio rent faktisk vandt over Milan på San Siro - det var bare i Coppa Italia.

Derfor KAN Lazio godt gøre det. Så hvorfor er det at Milan igen og igen formår at hente point mod Lazio? Og hvorfor er det at det lige netop ofte er kampen mod Lazio, der får dem kickstartet til at deres sæson bliver påbegyndt? Uden at dykke for meget ned i de tidligere opgør, men i stedet kigge på morgendagens kamp, så kan det simple og nemme svar være følgende: Lazio er lige netop den størrelse modstander, der ikke er skræmmende nok til at Milanspillerne skal gå og frygte en lussing, men samtidigt er Lazio heller ikke en dårlig nok modstander til at man skal undervurdere dem. Sagt med andre ord: Lazio er den perfekte modstander for Milan til at genstarte en sæson på. Og i år er ingen undtagelse.

På trods af at Gattuso ikke er en drømmetræner, så var det alligevel en kende overraskende at ledelsen ikke valgte at fortsætte med den tidligere midtbanegladiator, da han trods alt hev nogle imponerende resultater hjem ud af en trup, der ikke just har skreget på stjerner i hans tid som Milantræner. At opgaven så ovenikøbet blev overdraget til Marco Giampaolo, skreg det endnu mere til himlen at ledelsen ikke har kunne lokke de største trænernavne til Milanello. At den tidligere Sampdoria-træner ikke overlevede mere end syv Serie A runder overrasker dermed heller ikke mange. Afløseren er nu Stefano Pioli, som er en garvet Serie A træner, der også har haft sin succes hos Lazio. Og hvad excellerer Pioli i? At få ustabile hold til at spille stabilt og lige akkurat holde skruen i vandet, for derefter at forsvinde, hvor en ny træner kan tage over og bygge videre. Vi har set det mest tydeligt i Lazio og Inter, og i mindre grad i Bologna og Fiorentina. At Pioli er ny Milan træner, viser måske mere, hvor åndsvagt det var at opgive Gattuso, men lad den diskussion lægge til en anden tid.

Med en midlertidig løst trænersituation er det nu resultaterne, der skal på bordet. Pioli har stået i spidsen for holdet mod Lecce, Roma og Spal, der har givet fire point af sig. Nej, det er ikke godkendt, og spillet har ikke hængt sammen, som en velsmurt maskine. Viljen har dog været der, og specielt præstationen i Rom viste at holdet gerne vil spille op med de bedste og give det et forsøg. Hvilken type kamp har Milan derfor brug for lige nu ovenpå deres sejr over Spal? Jep, en kamp, hvor de kan vise at de er ovre krisen, og at de er i stand til at vinde over et stærkt mandskab på San Siro. Her passer Lazio, som beskrevet tidligere, perfekt ind i den kategori. Værsgo, med den forklaring, så kan vi godt pakke fyrværkeriet væk, og gemme dem til næste sæson, hvor der er en ny chance.

Men. Hvis vi nu alligevel skal forsøge at skabe lidt håb og optimisme om at vi ikke går ind i de tredje årti i træk uden en sejr på San Siro over Milan i Serie A, så er der heldigvis gode argumenter for det.

Som beskrevet i en tidligere optakt, så er formlen til sejr i et tætpakket kampprogram, som vi er midt i lige nu, kontinuitet og en trup, der kan supplere hinanden og kender hinandens spilmønstre. Sejren over Torino cementeret det uden at det kan negligeres: Lazio er i storform. At Cataldi, Patric og Marusic kan gå direkte ind i startopstillingen og spille som om de er regulære startere, så har vi fat i noget af det helt rigtige. Når vi ovenikøbet har en Immobile i målhumør, som vi allerbedst kan lide det, så kan vi ikke komme udenom at søndag kan være dagen, hvor vi hiver de tre point hjem.

Inzaghi har endda endnu engang en skades - og karantænefri trup at vælge ud fra. Det betyder at vi højst sandsynligt atter engang vil se et skift i start 11'eren. De oplagte er at Lazzari vender tilbage på højrewingback, Leiva tilbage på den centrale plads på midtbanen og Correa op ved siden af Immobile. I forsvaret vil vi højst sandsynligt se Radu på bænken, da han ikke har spillet tre kampe på en uge denne sæson, mens Luiz Felipe kan skubbe en ellers velspillende Patric ud på bænken. Alt er endnu åben, og det kommer i sidste ende an på om Inzaghi vælger at stille sig defensivt og satse på kontraangreb - hvor Luiz Felipe og Bastos er favoritter, eller om Inzaghi forventer at være mere offensivt orienteret - hvor Patric og Vavro lige pludselig kan være med igen, da Acerbi så vil rykke ud på venstreside af forsvaret.

Forventet startopstilling: Strakosha; Luiz Felipe-Acerbi-Bastos; Lazzari-SMS-Leiva-Luis Alberto-Lulic; Correa-Immobile

Så skal vi til sidst huske på at Immobile har mulighed for at skrive sig ind som den kun sjette spiller i Lazios historie til at score 100 mål for Lazio. En bedrift vi ikke har oplevet siden Rocchi i 2011 opnåede samme præstation.

FORZA LAZIO!