Alt er anderledes og alligevel er alt det samme. Vi er i Derby ugen, og på trods af lockdown i hele Europa grundet coronapandemien, så er der én ting i hovedet hos alle Laziali: hvem stiller Inzaghi op med ved siden af Immobile? Starter Radu eller Hoedt? Hvordan bliver Derby påvirket uden tilskuere? Hvis nu jeg rykker den her kuglepen på mit skrivebord, kan det betyde uheld i Derbyet?
De ovenstående spørgsmål er de samme som, hvis der ingen pandemi var. Derby fylder ALT, og det er så pokkers vigtigt med en sejr. På trods af det er der også et par 'første gang' omstændigheder til den kommende kamp. Det er første gang at Derby bliver spillet for tomme tribuner, og det er første gang at Derby bliver spillet på en fredag. Så hvis I tænker at Derbyugen føles lidt kortere end sædvanligt, så er den god nok.
Holdene går ind til kampen med en klassisk optakt: et af holdene ligger til i toppen af Serie A og håber at kunne kæmpe med om Scudettoen, mens den anden kæmper for at hænge fast i toppen for ikke at ende i ingenmandsland i subtoppen. Sidste sæson gik Lazio ind til Derbyet med håb om at konsolidere sig i den absolutte top i Serie A, mens det er omvendt denne gang. Det er derfor atter engang ikke kun æren og håneretten på spil: det er spillet om de helt store positioner i Serie A.
Ens for begge hold er også at begge trup går nogenlunde ens ind til kampen med mere eller mindre en forventelig startopstilling. Lazio håber mest af alt på at Correa når at blive klar, men Caicedo er bare så formstærk i øjeblikket at selv en Correa i form ikke vil kunne skubbe il Panterone ud af startopstillingen. Midtbanen og wingbacksene virker også sikre, og hvorfor ikke starte med Luiz Felipe-Acerbi-Radu igen? Erfaring i Acerbi og Radu og fandenivoldsk talent i Luiz Felipe. Strakosha er skadet, så mon ikke Reina starter. Mere eller mindre gør sig også gældende for Roma, hvis spillere ikke gør sig værdige til at nævne i denne optakt.
Når så meget er forudsigeligt, hvad skal der så til for sejr? Et historisk Derby uden tilskuere vil uden tvivl påvirke spillerne, særligt de spillere, der er vant til at spille i et hæsblæsende tempo med tilskuere som en motivator uden lige. Der er altså behov for en person, der har så meget erfaring med Derby at en kamp uden tilskuere næppe vil påvirke personen. Denne person befinder sig på

Lazios trænersæde: Simone Inzaghi. Personen med over 20 års ansættelse i Roms hovedstad, der har vundet Derby som spiller, der har vundet Scudettoen og europæiske titler, der har vundet Derby som træner for ungdomsrækkerne og som har vundet trofæer for Lazio som seniortræner - en af gangene vel og mærke ved at slå Roma ud af Coppa Italia i semifinalerne i 2018.
Inzaghi er nøglen til denne kamp. Særligt da han denne sæson har disket op med nogle veldisponeret taktiske kampe mod Dortmund hjemme og ude, mod Inter og Juventus og senest mod Milan, hvor Lazio havde fortjent tre point efter at have været bagud 0-2 tidligt i kampen. Senest i søndags så vi også Inzaghi magi, da spillerne kom ud til anden halvleg mod Parma med en fornyet energi og tro på tingene og nemt endte med at hive tre point med hjem til Rom.
Lazio har vinderen i Immobile, krigeren i Radu, den elegante spilstyrer i Leiva, duracellkaninen i Lazzari og den dynamiske duo Sergej og Luis Alberto. Men det er Inzaghis hjerne, der er nøgle til succes på fredag.
Alt er anderledes lige nu, og vi drømmer alle om en hverdag, som vi kender den, vender tilbage hurtigst muligt. Men på fredag kl 20:45 er alt som det skal være. Det er Derby tid, hvor det er tilladt at glemme den sindssyge periode vi er i nu.
Nyd det, og håb så for pokker på en Lazio sejr.
FORZA LAZIO!!!!
https://www.football-italia.net/165085/kumbulla-sees-important-coppa-roma
Når det er længe nok siden, at man har vundet noget... Som helst.