Hvem hersker i Rom?

Som Laziale er der intet større end derbyerne mod ærkerivalen Roma. Det er årets største kamp når de to tørner sammen og afgører, hvem der skal have håneretten. Og netop håneretten er utroligt vigtig. Det er godt nok to giganter, der mødes, men ingen af de to klubber har specielle traditioner når det kommer til vundne mesterskaber. Tilsammen har de to hovedstadsklubber blot vundet 5 mesterskaber (Lazio 2, Roma 3) gennem historien, så en absolut hersker af Rom findes ikke. Derfor er de indbyrdes opgør fantastisk vigtige for moralen. Jeg har været Laziale i en del år efterhånden, men rivaliseringen mellem Lazio og Roma har ikke altid betydet lige meget for mig. Da jeg faldt for Lazio i starten af 90'erne var det pga. charmen og underholdende spil og ikke så meget andet. Politik og Roma-rivaliseringen fyldte ikke noget i mit hoved i starten. Lazio havde et spændende hold, der stormende fremad efter tilbagekomsten til Serie A i 1988. Jeg var så selvfølgelig godt klar over, at Roma var rivalerne, men derbyerne var ofte målfattige og taktiske affærer, der stod i skarp kontrast til Lazio øvrige kampe. Og for en ung knøs som mig var det især mål og underholdning, der var vigtigst på det tidspunkt, hvor jeg kun lige var begyndt at forelske mig i Lazio. Så derbyerne betød ikke meget for mig. Efter Lazio var vendt tilbage til Serie A i 1988 var derbyerne i flere år meget lige og med få mål. Faktisk sluttede 9 ud af 12 opgør i perioden 88-94 uafgjorte, mens Lazio sejrede to gange og Roma blot en enkelt. Mål var der som sagt ikke mange af. Faktisk blev, der ikke scoret mere end 2 mål i nogen af de 12 kampe. Målscoren i de 12 kampe var 9-8 i Lazios favør, og det dækker over en forfærdelig masser 1-1'er (7stk), et par 0-0 og så ellers smalle 1-0 sejre for resten. Ingen af holdene var i nærheden af mesterskabskampen, så dysten om Rom, må i denne periode siges at slutte uafgjort, om end Roma i de fire første sæsoner (88-92) sluttede over Lazio i tabellen. Men det skulle ændre sig. Lazio var overlegne Jeg lærte ganske langsomt, hvad derbyerne betyder for de to hold og for fansene. Der var tit ballade på og udenfor banen. Og de tætte, taktiske opgør betød jo i virkeligheden bare, at det betød så meget for holdene. Det var selvfølgelig vigtigt at vinde, men endnu vigtigere ikke at tabe. Efterhånden som det gik op for mig, begyndte der også at ske noget mellem de to klubber. Lazio var overlegne, og jeg nød i lang tid derbyerne. Op gennem 90'erne var Roma ingen match for Lazio, der dominerede og vandt, ikke alle, men i hvert fald flere derbys end Roma. Det var også her jeg ond i sulet begyndte at kunne glæde/ophidse mig over primitive aktioner på banen, når derbyet skulle afgøres. Op gennem 90'erne havde Lazio et nærmest historisk godt tag på Roma i den indbyrdes dyst. I otte sæsoner fra 1992-2000 sluttede man hele 7 gange over Roma i tabellen. Og den periode sluttede som de fleste ved af med et mesterskab til Biancocelesti i 2000. Roma var virkelig i knæ i denne periode. Derbyerne var forsatte forholdsvis tætte, men i forhold til den foregående periode kom der flere mål, og vigtigst: Lazio fik overtaget. I perioden 92-00 spillede de to rivaler 16 opgør og Lazio vandt 6 gange, 7 sluttede uafgjort og Roma vandt blot 3 gange. Målscore 20-18 i Lazios favør. Jeg lærte at elske de hårde kampe på banen, når Lazio mødte Roma. Ikke bare selve kampen som sådan, men også de små kampe i kampen. Totti var skurken. Aldrig har jeg oplevet en spiller slippe af sted med så mange svinestreger. Han har for nylig overtaget Monteros Serie A-rekord for flest udvisninger, men havde han fået som fortjent i derbyerne havde hans statistik set helt anderledes ud. Konstant lidt for sent i tacklingerne, en lille albue her og der og forfærdelig aktioner med knopper forrest var hans recept når den stod på Rom-derby. Jeg bandede og svovlede ham ind i helvede. Her lærte jeg virkelig at hade, ja HADE Totti. Heldigvis stod Lazio-spillerne ikke tilbage når der skulle afregnes i nærkampene. Spillere som Simeone, Mihajlovic, Casiraghi, Stankovic, Couto og ikke mindst Almeyda er derby-helte i mit hoved. Der var ingen nåde, når 'krigen' skulle kæmpes. Det er sjovt for selvom jeg afskyer vold, så kunne det glæde mig gevaldigt når Totti eller et Roma-svin blev savet midt over af en lyseblå. Men det er en del af derby-stemningen. Man udlever sin indre primitive svinehund til det maksimale. En sejr i 12 forsøg Efter mesterskabet i 2000 og overtaget indbyrdes var der ingen tvivl om hvem, der herskede i hovedstaden. Lazio kunne det hele. Om det så var i arrigskab fra Romas side, eller Lazios deroute eller måske en naturlig udvikling skal være usagt. Men noget skete der i hvert fald. Lige pludselig var det Roma, der fik succes. De vandt mesterskabet i 2001 og i de seks sæsoner der er gået siden har Lazio kun en enkelt gang sluttet over Roma i tabellen (02/03). Men hvad værre er; kun en derby-sejr i de 12 seneste opgør. I perioden 2000-2006 har de spillet 12 gange, 1 Lazio-sejr, 6 uafgjorte og hele 5 Roma-triumfer. Målscore: 20-11 i Romas favør. Jeg anede ingen fare på færde i starten. Okay, godt vandt Roma mesterskabet i 2001, og et indbyrdes opgør, men det skulle bare ændres. Vi skulle være bedre end dem næste sæson. Godt nok forsvandt Eriksson, men vi var stadig et storhold på farten. Symbolet Nesta førte an i en lang række af stjernespillere. Det er sjældent et enkelt øjeblik, der ændrer på noget så vigtigt, som magtbalancen mellem to så indædte rivaler, men det var ikke desto mindre det jeg følte skete i det fatale derby i sæsonen 2001/2002. Roma udraderede Lazio 5-1. Flyvemaskinen Montella førte an med 4 mål, og min verden lå i grus. Nesta og resten af holdet virkede som de havde mistet et kært familiemedlem. Jeg kunne ikke sove, spise eller noget andet i flere dage. Var det virkelig sket? Selvom Roma har været dominerende i lang tid i forholdet til Lazio, så står to af de senere øjeblikke alligevel lykkeligt i min hukommelse. Først i 2003/2004 sæsonen. Ikke det oprindelige opgør, der blev afbrudt pga. af frygt for uroligheder på tribunerne, men derimod den omkamp, der skulle spilles, hvor Corradi sørgede for 1-1, og det var stærk medvirkende til at Roma ikke kom afgørende med i mesterskabskampen. Og så selvfølgelig den efterhånden legendariske 3-1 sejr i januar 2005, som indtil nu er det bedste derby jeg har set. Den havde det hele; masser af drama, hele historien med Di Canio (på godt og ondt), en tudende Totti og selvfølgelig en smuk og tiltrængt sejr. De store helte Ligesom alle andre store dramaer har derbyet helte og skurke. Og det er virkelig hvad derbyet er for mig; et drama. Det er meget større end nogen film Hollywood kan lave. Heltene er mere mænd end nogen James Bond nogensinde vil være, uanset hvem de får til at spille Agent 007. Jeg vil altid hade (og frygte??) skurkene mere end i nogen som helst skrækfilm. Målscorerne vil altid være både helte og skurke. Og for Lazio har flere gennem tiderne markeret sig som sande helte. Hvem husker ikke Castromans sidste minuts hug, eller Mancinis elegante hæl. Eller hvad med legenden Di Canio. Hans derby-historie er helt speciel. Han debuterer med hans barndomsfavorit, Lazio, i 1988 i Serie A og i hans første derby overhovedet scorer han det afgørende mål. Er man i tvivl om hvad det betød for en ung og meget passioneret, Di Canio, kan man blot læse disse passagerer fra hans selvbiografi: "I just ran and ran, straight toward the Curva Sud, where the Roma fans were sitting. The roar at my back, from Lazio's Curva Nord, was spurring me on. I ran right under the fans, finger raised, face contorted in a mixture of ecstasy, relief and fury Even now (2000, red), I get shrivers down my spine when I think about it. Scoring the winning goal in the Rome derby was simply beyond words, especially for me, a kid who had spent his childhood travelling the country to support the club. I am being brutally honest when I say that if I had quit football right then and there, I would have done so a happy man. The joy was so great, I didn't care if I never touched a football again in my life" At Di Canio så 15 år senere vender tilbage til hans klub og gentager kunststykket, og virkelig ser ud som om at mål nummer 2 betyder mindst ligeså meget gør ham til en ultimativ derby-helt. På trods af evt. politiske ytringer. Men som jeg sagde før, så betyder krigene allermest for mig. Når man som fan lever sig 100 % ind i et derby, så kommer de der gør det samme på banen til at betyde noget helt specielt. Couto, Nedved, Mihajlovic, Almeyda, Simeone og mange flere er legender i den forstand at de har leveret derbys, hvor de har mærket kampens betydning og kæmpet derefter. Jeg fik næsten den følelse tilbage, der jeg i derbyet i 2005 så Fillipini-brødrene. Sikke krigere. De gav mig virkelig håbet tilbage. Selvom de blot var simple lejesvende, ydede de en fantastisk indsats, og så ud som om de vil slagte alt hvad, der havde med Roma at gøre. Hader Roma Jeg vil ogsÃ¥ bruge et par enkelte linier på skurkene. Dem er der også mange af, men især enkelte har printet sig ind i min hukommelse. Først Montella. Han dræbte Lazio med hans 4 mål i 5-1 nederlaget, og med hans latterlige flyvemaskine gjorde han os til grin. Udover det scorede han yderligere 3 mål i andre derbys og vil derfor altid være en skurk i mine øjne. Kun én spiller overgår Montella, i at være den ultimate derby-målscorer. En ikke særlig elegant eller talentfuld, Mario Delvecchio. Jeg tror, hvis man spurgte ham i dag, vil han kun kunne nævne målene mod Lazio, som hans triumfer. Hele 9 gange scorede Delvecchio mod Lazio fordelt over mange opgør, heldigvis flest i den tid, hvor det var Lazio, der dominerede. Den største og mest hadede Roma-spiller er selvfølgelig Totti. Han er symbolet på alt hvad jeg hader. En arrogant og svinsk spiller. Som sagt tidligere er han sluppet af sted med utallige svinestreger i derbyerne. Og hans 6 mål har selvfølgelig også en vis betydning. Må man godt hade i fodbold? Mit svar er; Ja. Når man er så følelsesmæssigt involveret i en kamp, så hader man sine fjender, sådan er det. Grænsen går selvfølgelig ved fysiske angreb på personen. Som kanonslaget i 2005. Jeg er glad for den ikke ramte ham, men jeg er også lykkelig for den næsten gjorde. Hans tudefjæs-reaktion var guld værd. På søndag er der endnu engang derby. Jeg ser frem til opgøret med stor spænding. Men jeg skal tændes for at føle det samme som tidligere. Lazio-spillerne skal udvise engagement, vilje og fight til sidste blodstråle. Den kamp betyder mere end alt andet. Vi bliver ikke mestre i år, men kan vi hente en derby-sejr, så vil det meste af sæsonen være reddet og Il Grande Lazio vil for en tid igen være hersker i Rom. FORZA LAZIO Derby-statistik 1988-2007 37 Kampe 9 Lazio-sejre 19 uafgjorte 9 Roma-sejre Målscore: 39-44 i Roma favør Største Lazio sejr: 3-0 (06/07), 3-1(04/05 og 97/98) samt 2-0 (97/98 og 94/95) Største Roma-sejr: 5-1 (01/02) Topscorer Lazio: Signori, Stankovic, Nedved, Mancini, alle 3 mål. Topscorer Roma: Delvecchio 9 mÃ¥l, Montella 7 mÃ¥l og Totti 6 mål.