De første tre point og legendetræf

I månederne (slut) januar - marts 2011 rejser Apo rundt i Italien for at følge Lazio. For hver kamp, der bliver spillet, vil der komme et referat fra tribunen eksklusivt til sslazio.dk! Tredje kamp: Lazio-Fiorentina. Disse 'live-referater' er samtidig en opfording til andre at gøre det samme når de har været til en Lazio kamp

Dato: 29/01/11 kl 18:00 Sted: Stadio Olimpico Kamp: Lazio-Fiorentina Så kom de endelig! Efter to nederlag at starte op på var det tiltrængt at gå fra stadion med en knyttet næve og tre point i posen. Men det er så også det: tre point. For jeg er slet ikke tilfreds med vores spil. Det kommer jeg tilbage til. Jeg købte min billet fredag eftermiddag til Distinti Nord Ovest. Billetten kostede 16 euro, hvilket må siges at være i orden. Billetpriserne er i det hele taget ufattelige billige her i Italien, hvis man er villig til at sidde bag målet ved kampene. Det er jo også dér der altid er stemning. Jeg hader når kampene går i gang så sent, så da klokken blev 15.30 kunne jeg ikke vente længere - jeg måtte ud på stadion. Det viste sig også at være en god beslutning, for af en eller anden grund var den romerske trafik helt proppet. Jeg tog sporvogn fra, hvor jeg bor ud til Tiberen, hvor jeg tog en bus hele vejen op til Stadio Olimpico. Jeg ankom til stadion ca. kl 17, hvilket var perfekt timing. Lazio folkevandringen var så småt begyndt og fans gik med bannere højt og sangene var så småt begyndt. Jeg gik rundt ved de forskellige boder for at finde en 'ROMA MERDA' halstørklæde men uden success. Jeg kom ind på stadion lige da Muslera begyndte sin målmandstræning. Kort tid efter kom Fiorentina holdet på banen efterfulgt af en stor pibekoncert mod dem - specielt mod Behrami. Heldigvis gik der ikke lang tid før Lazios 11 stjerner kom på banen, og anført af Brocchi og Lichtsteiner løb holdet ned og takkede de fremmødte fans, efter vi havde sunget "Sotto la Curva". Herefter kom Olimpia på banen, hvilket også var første gang jeg fik set hende flyve. Stadion var på kogepunktet.

Den normale startopstillingsceremoni var fyldt med overraskelser, som jeg gerne vil dele med jer. Først og fremmest fik Libor Kozak den største jubel da hans navn kom frem (sammen med Hernanes, men det er mere forventligt). Derefter kom der en stærk pibekoncert mod Foggia, som jeg ikke havde set komme. Jeg troede jeg var alene i min holdning at han skal væk fra holdet. Til sidst, og det gjorde stort indtryk på mig, var de blandede følelser der var mod træner Edy Reja. 50-50 var fordelingen mellem jubel og buhråb efter ham. Godt nok er vi inde i en lidt dårlig periode, men hvad den mand har givet os det seneste år er stort ifølge mig. Det kan også være det er mig, der giver ham for lang snor. Jeg hørte dog efter kampen at dette var første gang at der havde været så stor buhråb mod ham. Måske er det ændret efter sejren i går. Lige før kampen gik i gang kom den vante adrenalin kick via 'Non Mollare Mai' ud fra højtalerne og alle Laziali var nu klar til kamp. En ellers småkølig romersk aften var nu helt glemt og kampen gik i gang. Jeg vil igen ikke komme med så mange detaljer omkring kampen, men jeg vil sige at der var en spiller fra Lazio der virkelig fik meget had fra fansene: Cristian Ledesma. Han lavede også fejl på fejl på fejl, så det overrasker mig at komme hjem og læse at han har fået nogenlunde gode karakter efter kampen. Han styrede midtbanen, korrekt, men det er sjældent jeg har set så mange fejlafleveringer og tab af bolde ved simple skub. Derudover var dommeren også subjekt for store verbale svinestreger fra fansene. 'Buffone' var det sødeste ord vil jeg sige... Jeg er også overrasket over, hvor stor pibekoncert, der var mod Lorenzo De Silvestri. Så kom momentet: Valon Behrami kom på banen og han fik alt det lort han fortjente. Hans flirteri med riomma merda går ikke hen i det uvisse for Laziali. Heldigvis blev al den negative energi, der så småt var optrappet på stadion forvandlet til jubel da

Kozak fik tilkæmpet sig straffesparket. Hvem skulle så tage det, nu Hernanes var på bænken? Da Kozak gik frem og lagde bolden på pletten tænkte jeg at det her kan være starten på en stor karriere, eller slutningen. Men med hans selvtillid i øjeblikket var der ingen tvivl. 1-0. Stadionet eksploderede og Lazio var på vej mod tre point. Med 2-0 målet var der ikke rigtig nogen bekymringer længere. Lazio havde vundet. Efter kampen kom holdet ned for at takke os fans, og den sjoveste af dem alle var Stendardo. Hans passion er helt fantastisk, og den mÃ¥de han tog imod fansenes jubel på var spektakulær. Han lignede David, der havde besejret Goliat.

Efter kampen havde jeg aftalt med en ven, der arbejder for klubben at jeg måske kunne snige mig ind og møde nogle af spillerne igen. Min helt store drøm var dog ikke kun Lazio spillerne, men Fiorentinas træner - Sinisa Mihajlovic. Tidligere Lazio stjerne, og var med til at vinde Scudettoen. En af mine første Lazio kampe på stadion var også da Mihajlovic scorede et hattrick pà frispark mod Sampdoria. En af mine absolutte favoritter. Jeg sagde til min ven at Mihajlovic ville være en drøm "Nå,hvorfor det?" spørger han, jeg forklarede det ovenstående. "OK, fordi han står lige der," og pegede over min skulder. Han havde desværre travlt så jeg fik ikke tid til at sige noget til ham, kun en sølle "Grazie" og så videre. Jeg fik samtidigt endnu engang mødt Kozak, ligesom jeg gjorde i Bologna, så mit mål må næsten være at møde ham til hver kamp. En stor aften var afsluttet, mine tre første point på denne tur, men jeg er ikke tilfreds. Drengene kæmpede flot, men vandt altså over et hold, der ikke gad at spille fodbold. Der mangler dynamik, der mangler idéer. Det er selvfølgelig svært når Zàrate ikke er med, Hernanes er på bænken, og Mauri spiller ude på kanten. Jeg var bare ikke tilfreds med måden vi spillede på i går. Jeg elskede viljen, men mod Milan er det ikke nok. Det bliver svært. Jeg tager afsted i morgen eftermiddag, og så er San Siro næste stop! Kan ikke vente. Stay tuned. Forza Lazio!!