DURMISI, NY ROMERSK GLADIATOR

Hvad har Durmisi sagt ja til? Det prøver vi at finde svar på.

Med en fortid hos Brøndby IF og Real Betis, er Durmisi vant til at spille foran et krævende og medlevende hjemmepublikum. Den hurtige venstre wingback er første dansker i Lazio siden Christian Keller, der i 2005-06 spillede en marginal rolle for Roms ældste klub. En klub de fleste har en holdning til, men hvad er nutidens SS Lazio egentlig for en størrelse, og hvad kommer Durmisi til at opleve?

NÅR HAD OG KÆRLIGHED GÅR HÅND I HÅND

Durmisi har spillet Danmarks med afstand mest intense derby mellem Brøndby IF og FCK. I Spanien nåede han at score to mål i Derbi Sevillano. Det evigt intense lokalopgør mellem Real Betis og Sevilla FC.

I Rom holder man enten med AS Roma eller SS Lazio. Er du barn i en familie af Laziali, så har skæbnen på forhånd bestemt at du også bliver Lazio fan. Sådan har det været i mange år. Lige siden AS Roma en gang i sommeren 1927 blev stiftet, har der været tale om en rivalisering. Rivaliseringen mellem de to klubber er en krig, hvor to årlige slag udspilles. Du hader rivalen ligeså meget som du elsker dit eget hold. Måske er hadet større. Det er en del af pakken.

Derby della Capitale. Et lokalopgør hvor fansene lever sig ind i kampen. Sange, piften, skældsord, gestikuleringer, bannere med hadefulde tekster rulles ud på både Curva Nord og Curva Sud, storslået tifo fra Curva Nord, kanonslag, vold og knivstik er en fast bestanddel af lokalopgøret i Rom.

Støjniveauet er ubeskriveligt, nærmest frygtindgydende i sig selv. Men af og til holder alle fansene fra et hold vejret. En føring kan ikke nødvendigvis fejres, for hvis ens hold er presset, så lurer faren. Og faren for nederlag er det værste. Frygten, der sniger sig ind, selvom dit hold er foran. Det er her flere tusinde mennesker holder vejret. Vekselvirkningen mellem stilhed og en nærmest absurd stemning på lægterne er et af mange eksempler på hvad Derby della Capitale byder på.

Rivaliseringen mellem Lazio og Roma er et unikum. Det er kærlighed, og så meget had. Foragt. Det er vrede eller glæde. Enten eller.

Kampen om den evige stad, er en evig kamp, der aldrig stopper. 90 minutter udgør et slag i en krig, hvor våbenhvile aldrig vil komme på tale.

LAZIALI - ET HELHJERTET OG HENGIVENT FOLK

Som alle andre emotionelt baserede forhold, skal de passes, plejes, holdes i live og friske. Her har flere Lazio fans i løbet af de senere år valgt at pleje deres dybfølte kærlighedsforhold ved, i samarbejde med klubben, at arrangere velgørenhedskampe. Disse velgørenhedskampe går under navnet ”Di Padre in Figlio”(Fra far til søn), og finder sted på Stadio Olimpico. Her mødes tidligere Lazio spillere fra mesterskabssæsonerne 1974 og 1999/00, foruden spillere, der også repræsenterede klubben i midt-80erne, hvor de spiller interne kampe mod hinanden. I 2014, jubilæumsåret for klubbens første mesterskab, mødte flere end 65.000, unge som gamle Laziali op. Efterfølgende har de fortsat dette, og blandt andet var der i 2016 mere end 50.000 Lazio fans på lægterne. Én ting er at se tidligere spillere, hvoraf nogle af disse har passeret 70 år, noget andet der forklarer den store interesse er, at fansene på aftener som disse drømmer sig tilbage til klubbens fordomsstyrke. En tidligere storklub, der med klubpræsidenten Sergio Cragnotti fra 1992 og til kort efter årtusindeskiftet ikke var bleg for at betale store summer for stjernespillere. De dage er forbi. Præsidenten Lotito prøver som udgangspunkt at købe så billigt som muligt, og hvis nøglespillere skal sælges, er den købende klub nødt til at finde det helt store checkhæfte frem.

En der på egen krop har oplevet de passionerede og hengivende Lazio fans er Miroslav Klose. I dagene efter at have scoret sejrsmålet til 2-1 mod Roma dybt inde i overtiden kunne Klose berette følgende, ”Før jeg kom her, havde jeg aldrig oplevet en postmand knæle ved mit dørtrin og kysse mine fødder. Det er sket for mig her”.

En anden spiller, der er gået hen og blevet en klublegende, er Senad Lulic. En simpel afslutning med højre inderside har sendt Lulic direkte ind i hjerterne hos alle Laziali. Scoringen fandt sted 26. maj 2013 i Coppa Italia finalen mod bysbørnene, AS Roma. Antonio Candreva og Stefano Mauri spillede sig igennem i Lazios højre side, Candreva blev spillet i dybden, oversprintede Daniele De Rossi, og fra baglinjen sendte han bolden på tværs i feltet, Roma keeper Lobont fik fingerspidserne på, men ikke nok til at stoppe indlægget og her stod Lulic klar. 1-0. 71 minutter spillet, og et øredøvende jubelbrøl fra fansene på Curva Nord og Tribuna Tevere var vidne om hvor meget en sejr ville betyde for Lazio. Målet var kampens eneste og nu kunne jublen for alvor bryde ud. Hele natten blev der festet. Spillerne samlet i en rød London-inspireret bus, og et hav af fans var mødt op for at fejre klubhistoriens vigtigste derbysejr. Det var starten på en lang sommer hvor jublen ingen ende ville tage. Blandt andet arrangerede fansene en stor begravelsesceremoni, hvor mere end 15.000 mødte op. Et gennemført arrangement med rustvogn, kiste, nyskrevne salmer, udklædte fans, heriblandt en lyshåret kvinde, der var klædt ud som Francesco Tottis hustru, Ilary Blasi. De gjorde alt for at ydmyge AS Roma. Kalenderen viser 2018, men Laziali ønsker stadig hinanden en god 26. maj. Det er en mærkedag for Lazio fans, og vil være det mange år frem endnu.

Durmisi kan have store oplevelser i vente. Lazio er en klub hvor man dagen før lokalopgør mod Roma kan opleve fem tusinde fans på træningsanlægget i Formello, og hvor man efter en derbysejr kan forvente at ligeså mange fans igen møder op på træningsanlægget. Sågar efter en udekamp i Napoli hvor truppen vendte hjem til Formello, blev de mødt af over tre tusinde fans, der tiljublede deres helte. Klokken var kvart i tre om natten. Det er ikke kun i området udenfor Rom man kan opleve at fansene kommer tæt på holdet. Er der en vigtig kamp i vente, og skal spillerne med toget fra Stazione Temini centralt i Rom, kan mere end to tusinde Lazio fans finde på at mødes, og sende spillerne godt afsted. Det sker med romerlys og sange.

Citatet vi kender fra Asterix; ”de er skøre, de romere” har lidt mere end blot en snært af sandhed.

PRINCIPFAST KLUBPRÆSIDENT

For at forklare hvad SS Lazio anno 2018 er, skal vi tilbage til juli 2004. Det er en skelsættende måned i SS Lazios nyere klubhistorie, for her sikrede Claudio Lotito sig officielt aktiemajoriteten, og i naturlig forlængelse heraf blev han klubpræsident. Redningsmanden for Roms ældste klub var nu fundet. Lazio havde i to år levet på bankernes nåde, og var på daværende tidspunkt tvunget til at sælge klubbens største profiler.

Lotito havde en plan, der blandt andet gik ud på at drive Lazio som en anstændig og økonomisk bæredygtig forretning. Det betød, at man var nødt til at have en anden tilgang, end det man tidligere havde haft under Sergio Cragnotti som klubpræsident. Fra Cragnottis tid var fansene vant til at der blev hentet store stjerner som Pavel Nedved, Juan Sebastian Veron, Marcelo Salas og Chistian Vieri. Den tid var ovre, ikke blot for en stund, men så længe Claudio Lotito er præsident. Og selv når Claudio Lotito en dag ikke er Lazio præsident, så fortsætter denne sparsommelige tilgang til spillerindkøb sandsynligvis. For den næste klubpræsident bliver efter alt at dømme Enrico Lotito, søn af Claudio Lotito.

Tilbage i 2004 var et af Lotitos første påfund at lave et internt lønloft. En årsløn på 750.000 euro var det højeste en spiller kunne tjene. Der blev renset grundigt ud i truppen, og klubben indstillede sig på at de ikke længere havde midlerne til at hænge på i toppen af Serie A. Fansenes selvopfattelse af Lazio skulle ændres, men det var svært efter et succesfuldt årti. Lotito blev på ingen måde hyldet som en stor frelser. I stedet blev han efter alt at dømme den mest forhadte klubpræsident, overhovedet. Fansene var ligeglade med klubbens store gæld. Der skulle præsteres på banen, og de fandt sig ikke i at se hvordan truppen blev ringere og ringere.

Der skulle ikke gå lang tid før Lotito begyndte af modtage trusler, herunder også dødstrusler. Udbrud som ”Lotito, din kone har virkelig smukke ben. Bare en skam at vi kommer og brækker dem”, er blot en dråbe i havet af trusler præsidenten har modtaget af rådvilde og frustrerede Lazio fans. Det anstrengte forhold mellem nogle af klubbens hardcore fans og Claudio Lotito har betydet, at præsidenten i perioder har haft bodyguards. Det valgte han at gøre af frygt for at nogle skulle sætte handling bag truslerne.

De stører ultras grupperinger, herunder Irriducibili, havde i tiden med præsident Cragnotti fået gratis billetter til Curva Nord, haft egne butikker med salg af klubbens officielle merchandise. Alt dette satte Lotito en stopper for. Vil du se Lazio, skal du betale, og salg af merchandise skal klubben selv stå for. At tage levebrødet fra nogle af de mest inkarnerede fans, der før i tiden havde noget at skulle have sagt internt i klubben, var en uvelkommen omvæltning. Før i tiden kunne ultras mødes med klubpræsident og sportsdirektør for at diskutere køb og salg af spillere. Det var slut nu. Ultras havde tidligere kunnet komme ind i omklædningsrummet på træningsanlægget i Formello for at give en opsang til spillerne, hvis de mente at der var behov for det. Det var også slut. Lotito ville ikke have at spillere, stab eller nogle i klubben skulle intimideres af en ultras gruppe.

I de efterfølgende 10 år blev forholdet mellem fans og Lotito ikke bedre. Lønloftet blev efterhånden hævet og sidenhen afskaffet i takt med bedre sportslige resultater, men lige lidt hjælper det, når Lotito sælger holdets, måske, største stjerne. I februar 2014 havde 6.000 Lazio fans valgt at mødes og afholde en demonstration. Det skete som en reaktion på utilfredsstillende resultater, og at klubben havde valgt at sælge den brasilianske stjernespiller, Hernanes. Som følge af den store demonstration kommenterede Lotito, og sagde blandt andet ”Jeg tænker at jeg her bliver bedt om at sælge Lazio, men vi ved alle at jeg ikke vil sælge. Jeg vil efterlade klubben til min søn”. Salget af Hernanes affødte både en demonstration, mens nogle tog skridtet videre, og sendte dødstrusler til Lotito. I løbet af én dag modtog Lotito ifølge eget udsagn mellem 70 og 80 dødstrusler gennem telefonopkald.

Ikke længe efter Lotitos erhvervelse af klubpræsidentembedet lovede den Romfødte rigmand et nyt stadion. Topmoderne stadion med en passende kapacitet. Et sportskompleks med svømmestadion og indendørs basketballbane, i én og samme bygning, men hvor også biograf og indkøbscenter skulle være en del af byggeprojektet. Stadion skulle være i brug 365 dage om året, og den visionære plan var for mange fans et lille lyspunkt i en trist sportslig periode. Andre kaldte, og kalder det stadig for utopi. 14 år senere, og snakken går stadig på hvor stadion må og skal bygges. En bureaukratisk hårdknude, som AS Roma også kender til fra deres eget stadionprojekt. Lige som bysbørnene troede at projektet havde fået vind i sejlenene, blev der for en lille uge siden anholdt 9 personer med forbindelse til AS Romas stadionprojekt. Kort før anholdelserne sagde Lotito ”Lazio bygger et stadion før Roma”, og om det passer, skal være usagt. Ikke desto mindre noget som fans af begge klubber ser frem til, og drømmer om.

Claudio Lotito er aldrig blevet den populære præsident som han måske havde håbet. Til gengæld har flere og flere fans accepteret at klubben ledes af en mand, der ikke springer banken for at hente forstærkninger til truppen. En mand, der hellere end gerne henter kontraktfrie spillere, og sælger stjernespillerne, såfremt overgangssummen er tilstrækkeligt høj. Presset er stadig stort på den 61-årige forretningsmand og politiker, og som sportsdirektør Igli Tare har udtalt, er Claudio Lotito altid fansenes syndebuk.

EN AF MÆNDENE BAG SKIFTET

Igli Tare, den måske bedste sportsdirektør i Serie A, spillede 7,5 sæson i den italienske Serie A. Siden januar 2001 havde den høje angriber spillet i den italienske Serie A. Først tre år i Brescia, sidenhen to år i Bologna før han skiftede til Lazio. Tare var en del af Lazios trup i sæsonerne 2005/06 til og med 2007/08. Det blev til spilletid i 70 kampe, fire mål og kun et saksesparksmål i en 4-1 sejr mod Ascoli var af mindeværdig karakter.

Lige fra starten elskede Tare Italien, og da han i sommeren 2008 ønskede at forhandle sig frem til en kontraktforlængelse, gav klubpræsidenten også udtryk for at han gerne ville beholde den blonde Igli Tare. Lotito ville for alt i verden beholde Tare, men ikke som spiller. Tare skulle ligge støvlerne på hylden, for i stedet at hellige sig jobbet som sportsdirektør for Lazio. Lotito og Tare havde ofte talt sammen om fodboldforretning, og klubpræsidenten vidste, at polyglotten Tare beherskede intet mindre end fem sprog. Foruden de sproglige kompetencer havde Tare gode kontakter i Tyskland, og som person var han visionær, ikke en drømmer, men visionær. Albaneren takkede ’ja’, blev team manager fra sommeren 2018, mens han dygtiggjorde sig, og i april 2009 blev præsenteret som klubbens nye sportsdirektør.

De første år som sportsdirektør var ikke nemme for Tare. Fansene gik fra at foragte og hade Claudio Lotito, til nu også at hade Igli Tare. Han blev beskyldt for at være Lotitos nikkedukke. En uerfaren stikirenddreng, og en sportsdirektør, der var for langsom til at lukke handler. Det fortsatte i flere år, og har affødt dødstrusler rettet mod både Tare og Lotito. Blandt andet i 2013 da klubben ikke ville betale to millioner euro til Burak Yilmaz’ agent, hvilket betød at skiftet for den dengang skarpe Galatasaray angriber ikke blev en realitet. Lotito anklagede sidenhen Yilmaz’ agent for afpresning, men det var Lazio fansene ligeglade med.

Emiliano Alfaro, Bruno Pereirinha, Marius Stankevicius, Helder Postiga og Gael Kakuta er blot en håndfuld navne, på spillere der ikke bør nævnes højt for Lazio fans, ganske enkelt fordi de på ingen måde slog igennem. Igli Tare har i sin tid hentet mange spillere til klubben, som ikke har haft niveau til den rolle, de blev hentet ind til. Noget Laziali ofte har frygtet når der blev hentet spillere, de ikke på forhånd kendte til, var at der ville tilføjes endnu et navn til den lange liste af flops.

Noget af det Igli Tare har haft succes med er at hente en blanding af unge lovende spillere, og spillere, som andre har givet op på. Nogle af de unge spillere som Tare med stor succes har hentet til klubben er Keita Baldé og Thomas Strakosha. Begge var en del af det ungdomshold, som under ledelse af den nuværende førsteholdstræner Simone Inzaghi både vandt det italienske mesterskab og pokalturnering. Efter tilværelsen på ungdomsholdet har begge slået til på førsteholdet, hvilket har medført at store europæiske klubber har fået øjnene op for den talentmasse, der er i Lazio. Som 16-årig skiftede Keita Baldé til Lazio fra FC Barcelona. Dengang betalte Lazio 300.000 euro, men formåede i sommeren 2017 at sælge ham til Monaco for 30 millioner euro. Det til trods for at han kun havde et år tilbage af sin kontrakt med de lyseblå fra Rom. Endnu billigere var Thomas Strakosha, der i en alder af 17 skiftede til Lazio. 75.000 euro sikrede skiftet fra græske Panionios til Lazio. Skulle han sælges i dette transfervidue lyder Lotitos pris eftersigende på mellem 30 og 40 millioner euro.

Igli Tare er en sportsdirektør, der på trods af presset fra fansene tør tage chancer. Et af Serie As største forsvarstalenter, 21-årige Luiz Felipe, blev i sommeren 2016 hentet til klubben fra brasilianske Ituano, der på daværende tidspunkt fristede en tilværelse i landets fjerde bedste række. Det er naturligvis langt fra alle Igli Tares alternative påfund, der har været ligeså succesfulde som den opsigtsvækkende Luiz Felipe handel.

En spiller som Liverpool havde givet op på, var Luis Alberto. Mange Liverpool fans har måske allerede lykkelig glemt den magre spanier. Efter 2 sæsoner i den italienske hovedstad er han en af de mest elskede spillere i klubben. En svær første sæson blev hurtigt glemt, da Magic Luis, som han kaldes, blandt andet drev gæk med Milan forsvaret, og i store dele af sæsonen sprudlede. 12 mål, 21 assists og debut på det spanske landshold vidende om en flot gennembrudssæson for den altid elegante Luis Alberto. 4 millioner euro betalte klubben i sommeren 2016 til Liverpool, og 2 år senere har de afvist bud på 40 millioner euro.

Den tidligere anfører Lucas Biglia var Lazios anker på midtbanen. Modstandernes opspil blev nedbrudt, og med blik for sine medspillere, var Biglia en essentiel spiller på Lazio midtbanen. Det er dog ikke tilfældet længere, for sidste sommer skiftede den blonde argentiner til AC Milan. En handel, der ikke faldt i god jord blandt Laziali. Ærgrelsen og frustrationerne blev ikke mindre da de hentede Lucas Leiva for under en tredjedel af hvad man havde solgt Biglia for. Et år senere har fansene kun en lavstammet blond midtbanekriger i tankerne, og det er Lucas Leiva. Med hårdt arbejde har han genstartet sin karriere, og der arbejdes allerede på en kontraktforlængelse.

Det er handler som disse, der gør at mange af fansene stille og roligt får større og større tiltro til Tare. En dygtig købmand, som Lotito unægtelig sætter stor pris på, og en sportsdirektør med sans for at finde morgendagens stjernespillere.

Efterhånden som årene er gået og nogle af Igli Tares indkøb slår til, har holdningen til albaneren ændret sig. Jokes omkring at den tidligere CSKA Moskva spiller, Keisuke Hondas privatfly fra Moskva til Rom stadig er forsinket florerer blandt Laziali, men det er med et glimt i øjet. At påstå at alle fans har taget Igli Tare til sig vil være en fejl, men albaneren er på vej.

GODE FORUDSÆTNINGER FOR DURMISI

Opskriften på at Durmisi skal blive en succes, og tages under ørnevingerne og finde plads i hjertet hos klubbens fans, er simpel. Dedikation, vilje, ydmyghed og hårdt arbejde. Spillere som Stefan Radu og Senad Lulic kan, på en god dag, tage lige så mange jongleringer tilsammen som Durmisi. Og der er ikke en hentydning til at Durmisi er et teknisk vidunder. De to fremhævede spillere gør deres job på banen, og mere til. De har en udstråling, der gør dem uimodståelige blandt fansene. Begge spillere har startet i klubben på mere eller mindre samme vilkår som Durmisi. Som et uskrevet blad. En spiller fansene ikke kender til, og som de er nødt til at se an før de kan bedømme ham. Der er behov for at Durmisi viser sig som en gladiator. En kriger, der vil give alt for sit hold.

At hente Riza Durmisi i Real Betis er ikke i nærheden af at være Igli Tares største sats. Der er trods alt tale om en spiller, der i to år har spillet venstre wingback i en 3-5-2-formation, på et hold hvor træneren sætter pris på offensivt indstillede spillere. Forudsætningerne er gode. Inzaghi sværger troskab til sin 3-5-2 formation, og ligesom Real Betis’ træner Quique Setién, sætter Inzaghi pris på at spille offensiv fodbold. Inzaghi er en træner, der ikke glemmer effektiviteten af vekselvirkningen mellem hurtige omstillinger og sikkerheden ved at være i boldbesiddelse på modstanderens banehalvdel.

Riza Durmisi er ikke en spiller de kender meget til i Italien, men flere italienske fodbold eksperter spår Durmisi til at være et godt indkøb af Tare. Fansene er nysgerrige for at se Durmisi i aktion.

FLOT SÆSON – MEN FANSENE HUNGRER EFTER MERE

Sidste sæson var på mange måder god for Lazio, og med fansenes drøm om at blive en storklub igen, så forventes der fortsat sportslig fremgang.

Den romerske klub indledte 2017/18 sæsonen med at vinde Supercoppa Italiana finalen over Juventus. En kamp hvor Lazio i løbet af de sidste 10 minutter formåede ved at smide en 2-0 føring væk, men alligevel løb af med guldet. Dybala bankede et frispark ind til 2-1 efter 85 minutter, og selvsamme Dybala eksekverede efter 91 minutter sikkert fra ellevemeterpletten. 2-2 og festen blandt de lyseblå var forstummet. Alt så ud til at være som før. Store forhåbninger, drømmen om at lege med blandt de store, at præstere som den storklub fansene stadig husker. Alt det var ved at blive knust. Igen. Men det fik ikke spillerne til at give op. Kampen var stadig i gang. Jordan Lukaku modtog bolden på venstre kanten, accelererede forbi Mattia De Sciglio, gik til baglinjen og med en skrå aflevering tilbage i feltet fandt han det indskiftede Lazio-talent Alessandro Murgia, der med en inderside sendte bolden ind bag Gianluigi Buffon. 3-2 til Lazio. Spillere og fans var sendt i ekstase.

Der var næsten tale om en eventyrlig sæsonstart efter sejren over Juventus, og en efterfølgende periode på 11 kampe i Serie A med kun et nederlag. Den skeptiske stemning fra før sæsonstarten forduftet. Med små sporadiske formdyk endte Lazio med at spille en god sæson, hvor klubbens egen målrekord blev slået med flere længder. 89 mål, betød at Lazio med topscorer Ciro Immobile på toppen blev det mest scorende hold i Serie A.

På trods af 5. pladsen, en plads i Europa Leagues kvartfinale og en semifinaleplads i Coppa Italia står Laziali dog stadig tilbage med en lidt bitter smag i munden.

I Coppa Italia havde Lazio efter kvartfinalesejren mod Fiorentina en på papiret tæt semifinale mod Milan i vente. Og tæt blev det. Efter to opgør stod der stadig 0-0 mellem de to klubber, og en straffesparkskonkurrence skulle afgøre hvem, der skulle sikre sig en plads i finalen. Det blev en bitter pille at sluge for Lazio. Efter at have været Coppa Italia finalist i 2 af de seneste 3 måtte de i semifinalen se sig slået af Milan.

Afskeden med Europa League skulle også vise sig at være en bitter en af slagsen. Efter at have vundet 4-2 hjemme i Rom mod Red Bull Salzburg var de lyseblå godt på vej mod semifinalen. 12. april, 3 dage før lokalopgøret mod Roma, ventede returopgøret i Salzburg. Lazio kom planmæssigt foran 0-1 på mål af Immobile, men minuttet efter udlignede østrigerne. Som minutterne gik, kunne det videre avancement efterhånden anes, men efter 72 minutter indtraf et kollektivt blackout. Salzburg bragte sig foran 2-1, og i løbet af de næste 2 minutter scorede østrigerne yderligere 2 gange. 4-1, og et chokeret Lazio mandskab var sendt ud af Europa League.

Nu skulle sæsonen reddes, og det blev den hvis Lazio sikrede sig en plads i top 4, og en plads i Champions League. En raketkapløb uden lige mellem AS Roma, Lazio og Inter var i gang. 3 hold kæmpede om 2 pladser. Men efterhånden som sæsonafslutningen nærmede sig, snublede både Lazio og Inter af et par omgange, og det betød at AS Roma komfortabelt sikrede sig 3. pladsen. Sidste spillerunde blev en gyser uden sidestykke. Lazio tog hjemme imod Inter. Stadion var så godt som udsolgt. En sejr eller uafgjort ville for første gang i 11 år sende Roms ældste klub i Champions League. En Inter-sejr ville omvendt sende Nerazzurri i det forjættede land. Lazio kom både foran 1-0 og 2-1, men et stærkt Inter comeback betød at Inter med en 2-3 sejr sikrede sig 4. pladsen, og Lazio måtte tage til takke med endnu en sæson i Europa League.

Efter en god, men uforløst sæson er forventningerne til den forestående sæson høje. Der er optimisme at spore. Både blandt fans og tidligere spillere. Midtbanelegenden Juan Sebastian Veron udtalte for nylig ”Det var en stærk Lazio sæson”, hvor han også gav udtryk for at være glad på Lazio fansenes vegne.

BLIVER DET EN SUCCES?

Når det kommer til Lazio, skal man ofte lade være med at spå om fremtiden. Sidste sommer var der ikke stor tiltro til holdet efter at Lucas Biglia, Wesley Hoedt og Keita Baldé havde fundet nye græsgange. Alligevel blev det til en flot sæson, og for mange var Lazio sæsonens positive overraskelse i Serie A.

Optimismen, der manglede sidste sommer, den er der i høj grad når Laziali ser frem til næse sæson. En optimisme der sætter et større pres på spillerne end hvad de hidtil har været vant til. Claudio Lotito kommer ikke til at være et skjold for spillerne, i samme grad som hidtil. I takt med at flere og flere fans accepterer det faktum, at de ikke lige foreløbigt kommer af med Lotito, betyder at spillerne efterhånden kan stå for skud. Men kommer de til at stå for skud? Kan Lazio præstere bedre end sidste sæson? Forventningerne er høje, og det er en sæson hvor klubben håber på at kunne ride videre på en flot resultatmæssig bølge. Bliver resultaterne ikke som håbet, kan spillerne forvente at høre fra de hårdtprøvede om end håbefulde Laziali.